Projekter

 

KRAMS4U

Bedre sundhed på produktionsskolerne

Mere information her: www.krams4u.dk

 

 

Der tales meget om sundhedsfremme i disse år. De færreste er vel efterhånden i tvivl om at den der spiser sundt og motionerer regelmæssigt, får en masse igen for ”indsatsen” i form af bedre helbred, bedre humør og generelt højere livskvalitet.

 

Fokus på en sundere livsførelse er da også en fast del af hverdagen rigtig mange steder, både i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og på arbejdspladserne. I Mariagerfjord Kommune bliver det nu også dagligdag på produktionsskolerne i Hobro og Hadsund.

Et unikt samarbejde mellem de to skoler og Mariagerfjord Kommune har nemlig resulteret i ikke mindre end 5,25 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen. Og med de penge kan projektet KRAMS 4U realiseres. KRAMS 4U har fokus på Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Seksuel sundhed. 

Sundhed i dagligdagen
Projektkoordinator Lotte Kappel fra Mariagerfjord Kommune fortæller: - Når vi skal ha’ en gruppe mennesker til at ændre deres adfærd, er det mest effektivt hvis vi tager fat i dem i deres dagligdag. Derfor vil dette tiltag blive flettet ind i skolernes daglige drift. Vi placerer en sundhedsvejleder på hver skole og videreuddanner desuden de to vejledere der i forvejen er tilknyttet produktionsskolerne i Hadsund og Hobro. Også de lærere der underviser de unge vil blive videreuddannet, så oplysning om sundhed ikke blot bliver noget man går ned på kontoret og får, men faktisk bliver en integreret del af undervisningen, slutter Lotte Kappel.
 

Fremtiden er sikret
Også i forhold til fremtiden er det vigtigt at få skolens personale inddraget. På den måde kan det sikres at alle de erfaringer der gøres, bliver ført videre når projektet stopper efter tre år. KRAMS 4U-projektet starter efter sommerferien og vil når det slutter, ha’ været i kontakt med ca. 1.000 unge mennesker.


Til daglig køres projektet af projektkoordinatoren samt to sundhedsvejledere, og de to vejledere fra produktionsskolerne.

Den overordnede ledelse varetages af en styregruppe der består lederne af de to produktionsskoler, samt centrale medarbejdere fra forskellige afdelinger ved Mariagerfjord Kommune.

Derudover er der etableret en politisk følgegruppe bestående af formand Poul Bergmann (formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg), Finn Cilleborg, (formand for Udvalget for Arbejdsmarkedet, Jens Nørgaard (Direktør for Sundhed), Michael Tidemand (chef for Arbejdsmarked) samt Kit Borup (Fagchef for Børn og Familie).


 

Hadsund Produktionsskole - Aalborgvej 53 - 9560 Hadsund - Tlf.: 98572767 - Fax: 98572749 - Mail: info@hadprod.dk